Dansk Energi - Find Partner

Nye udbud fra EU: Transport og elproduktion fra VE

13. januar 2011  af Steen Hartvig Jacobsen

På http://cordis.europa.eu/fp7/energy/open-topics_en.html opdateres oversigten over aktuelle EU-opslag med energiprojekter løbende. Et mindre igangværende opslag gælder Transport-programmet, hvor der med ansøgningsfrist den 12. april 2011 udbydes projekter med en støtteramme på 18 mio. EUR (knap 135 mio. kr.) om innovative strategier for en bæredygtig bymæssig transport.

Havmøller, smarte elnet, solceller, energieffektive bygninger, nanoteknologi... EU har i det hele taget masser af penge til energiteknologier, hvor der er dansk specialviden. EU-Kommissionen har for nylig offentliggjort otte nye opslag for energiprojekter med et samlet støttebeløb på 238 mio. euro svarende til godt 1,75 mia. kr. De to største udbud gælder nye projekter under DG-RTD og nye demonstrationsprojekter under DG-ENER. På http://cordis.europa.eu/fp7/energy findes alt relevant ansøgningsmateriale til disse opslag, herunder et detaljeret 2011-arbejdsprogram for Energy.

Nye demonstrationsprojekter er samlet i opslaget FP7-2011-Energy-2, der har ansøgningsfrist den 7. april 2011. Flest støttemidler er afsat til Elproduktion fra VE, hvor der kan gives støtte til at effektivisere produktionsprocessen for koncentrerede solceller (CPV) og udvikle mere effektive bygningsintegrerede solceller. Desuden støttes udviklings- og demonstrationsprojekter for flydende havvindmøller og andre koncepter, beregnet for placering på store havdybder. VE til varme og køling yder støtte inden for tre temaer: Solvarme til industrielle processer, mere effektive termokemiske materialer til sæsonlagring og demonstration af sådanne materialer i kompakte solvarmelagre.

Tre temaer kan få støtte inden for CCS og Clean Coal: Optimal integration af CO2-rensningsenhed og efterbehandling af renset CO2 i selve kraftværket, CO2-rensningsteknologi til energiintensive industrier og etablering af et sekretariat for det netværk, der skal koordinere indsatsen i de CCS-demonstrationsprojekter, der har fået støtte fra EU’s særlige genopretningsmidler. Inden for Intelligente energinet støttes projekter, der kan forbedre den løbende balancering mellem produktion og forbrug i distributionsnet med en væsentlig andel varierende VE-elproduktion. Inden for Energieffektivisering ydes støtte til CO2-besparende procesoptimering i industrien og til udvikling af koncepter for industriel symbiose (low-carbon industrial parks). Desuden støttes demonstration af konkurrencedygtigt lavenergibyggeri med et årligt energiforbrug på højst 60 kWh/m2 som del af et tværtematisk initiativ under 7. rammeprogram.

Der er i alt afsat 137 mio. euro (ca. en mia. kr.) til disse udviklings- og demonstrationsprojekter.

'Ocean of tomorrow' med et budget på 45 mio. euro (ca. 335 mio. kr.) har en ansøgningsfrist 18. januar 2011. Her kan der bl.a. ydes støtte til offshore-platforme, der både kan bruges til vindmøller, bølgekraft, akvakultur m.v., og til forskning i hvordan marine økosystemer fungerer og i deres biologiske potentialer.

Et tværtematisk ERA-NET opslag med ansøgningsfrist den 22. februar kan bl.a. støtte koordinering af nationale forskningsaktiviteter inden for geotermisk energi og 'ocean energy', dvs. bl.a. havindmøller, bølgekraft og tidevandsenergi.